Generalforsamling

Hospice Mariagerfjords Støtteforening

Onsdag den 21.04.2010 kl. 19.00 på Restaurant Havfruen, Hadsund

Referent: Sekretær Kirsten Pedersen.

Velkomst ved formand Charlotte Thulstrup.

Valg af dirigent og stemmetællere

Dirigent: Steen Vestergaard
Stemmetællere: Jørgen Myrup og Hanne Tang.

 

Årsberetning ved formand Charlotte Thulstrup.

Årets start efter Generalforsamlingen 2009 gik med at planlægge Støtteforeningens 3 års fødselsdag i juni. Fundraiser for Hospice Fonden Ole Bang var projektleder på opgaven. Desværre blev resultatet for arrangementet et stort underskud. Gæsterne udeblev til det store arrangement, om det var solen og varmen der trak folk til stranden eller interessen ikke var tilstede for arrangementet kender jeg ikke, men fakta er at det blev det første arrangement vi har afholdt som er forbundet med et underskud. Vores kasserer vil komme nærmere ind på resultatet i hans fremlægning af regnskabet.

Af andre arrangementer i året har vi haft 2 loppemarkeder som gav et overskud på 5.000 kr.

Og vanen tro har vi afholdt den årlige gåtur med Mariagerfjords Soroptimistklub. Ca. 50 personer deltog i den smukke tur ved fjorden i Hobro. Vi sluttede af med kaffe og masser af kage. Her orienterede vi også om Støtteforeningens projekt. Dette arrangement gav et overskud på 1.500 kr.

Desuden har vi synliggjort Støtteforeningens projekt ved deltagelse i ”Open by Night” i både Hadsund og Hobro, dette gav megen opmærksomhed og tegning af mange nye medlemmer.

I efteråret arrangerede Støtteforeningen 3 busture til besøg på Hospice i Aalborg, Skive og Rønde. Dette var velbesøgt og alle som deltog blev vist rundt på Hospice og fik historien om hvordan de var blevet til – her med hjælp fra deres støtteforeninger.

Ud over arrangementer har vi afholdt en del mødeaktivitet fordelt med 7 bestyrelsesmøder, 5 udvalgsmøder og flere møder med Fonden for Hospice Mariagerfjord. Vi må nok erkende dagsordenen på møderne har været økonomi både i Fonden og Støtteforeningen. Vi har i 2009 fået en ny bestyrelse i Hospice Fonden, som fra dag 1 har haft arbejdstøjet på. Fonden har stået for projekt, tegninger – eller fra ide til et næsten færdigt projekt. Mange har deltaget og det har ikke været uden omkostninger, mere herom i kassererens fremlæggelse af regnskabet.

Vi er ikke helt færdige med arrangementer endnu – 3 medlemmer fra bestyrelsen har deltaget i Hospice Forum Danmarks Landsmøde for Støtteforeninger, hvilket var en succes. Her fik vi indblik i andres arbejde i støtteforeninger i Danmark, her blevet bekræftet i at fra ide til færdig indvielse af et Hospice er der lang vej. Vi er stadig optimistiske og har troen på et Hospice i Mariagerfjord. Vi skal sammen med Hospice Fonden have råbt vore regionspolitikere op og overbevist dem om at det næste hospice i Region Nordjylland skal opføres i Mariagerfjord.

Antallet af medlemmer stiger på privat-siden men falder på erhvervs-siden – her giver vi årsagen til krisen som kradser mest på erhvervs-siden.

Støtteforeningen har oparbejdet et tæt samarbejde med den nye bestyrelse i Fonden for Hospice Mariagerfjord, vi begge har en stor fælles vision om at få et hospice til Mariagerfjord.

Hospice Fondens gamle bestyrelse har haft gang i mange ting og har haft indvolveret mange folk i at udarbejde projektet. Her udover har Fonden haft tilknyttet en fundraiser som skulle hjælpe Fonden med fundraising og hjælpe Støtterforeningen med arrangementer m.v. Status efter de første 3 år er at vi har et godt prjekt klar men også en økonomi i Fonden som har resulteret i underskud. Vi er sammen om samme sag og Støtterforeningen kan ikke bestå uden Fonden. En enig bestyrelse i Støtteforeningen har besluttet at hjælpe Fonden økonomisk så vi sammen kan nå målsætning: Et Hospice i Mariagerfjord. Vores kasserer kommer nærmere ind på konsekvenserne af vores hjælp til Hospice Fonden i regnskabs-fremlæggelsen.

Vil slutte af med at kommentere 2009 kort – på nordjysk et træls år med mange møder og problemer.

Sket er sket, vi har i bestyrelsen valgt at være ærlige omkring problemerne, at få ryddet op og så se at komme videre. Vi kæmper stadig for et Hospice i Mariagerfjord Kommune.

De i bestyrelsen der er på valg i år har valgt at genopstille trods det at det har været et arbejdsår med mange kedelige opgaver.

 

Spørgsmål til årsberetningen

Her er så svarene/kommentarer:

Vi har nu 237 enlige medlemmer, 326 par medlemmer og 106 firmaer som medlemmer.

Frederikshavn har 6 pladser, det er for dyrt at drive et hospice med kun 6 pladser, man skal op på 12. Deres sidste 6 pladser er for nu lagt på is, dette kan være en fordel for os. Der er på regionsbasis plads til et hospice mere for at få de pladser der er brug for. Vi har et godt udgangspunkt – et klart projekt og en god placering.
Vi venter stadig på Regionen. Mariagerfjord Kommune er positivt indstillet til projektet. Og vi har fået en ny sundhedsdirektør i Regionen. Og der er også nye regler for genoptræning, det kan vi også få plads til hos os.
Der kæmpes stadig også på politisk plan. Birgitte Josefsen og Jess Laursen kæmper for projektet.
Thisted har dog også haft snøren ude efter pladserne men har givet op igen.

Medlemstallet er gået lidt tilbage i erhvervet men er steget lidt på privat-siden.

Bygningen kan ikke rages ned endnu da vi ellers risikerer at miste byggetilladelsen.

Grunden ejes af TL Byg som har købt grunden efter konkurs, den er ca. 5½ tdr.

Tidshorisonten er nu ca. 2 år til indflytning.

Årsberetningen er godkendt.

  

Årsregnskab ved kasserer Jørgen Myrup.

Vi er nødt til at støtte Fonden for at stå sammen om projektet.
Vi er mere optimistiske vedr. fremtiden med en ny bestyrelse i Fonden.
Vi har et rigtig træls regnskab men vi kæmper videre.
Anden gæld er vores egne penge som vi bruger til at hjælpe Fonden.
Større beløb i 2008 pga. de store ting – foredragsholdere og bespisning osv. i fundraisers tid.
Men vi har tegninger og plan klar.
Ny hjemmeside koster 6-7.000 om året.
Ingen store projekter i 2009 der har givet overskud eller synliggørelse.

Årsregnskabet godkendt.

 

Indkomne forslag

Ændring til vedtægterne fra bestyrelsen:
§7 ændres fra reglerne om at der skal bestå af 7 medlemmer til mindst 5. Godkendt med 16 stemmer for.

 

Aktivitetsplan og budget

Aktivitetsplan kommer efter næste bestyrelsesmøde.
Der er Open by Night, nye hospice-ture og Kulturuge.
Planen bliver lagt på hjemmesiden.
Eftersom der ikke er en plan endnu er der heller ikke noget budget for det.
Der kan evt. blive et foredrag med Ulla Astmann.
Det skal jo helst være aktiviteter der giver lidt indtægter.

 

Fastsættelse af kontigent

Fortsætter uændret 50 kr for enlige, 75 kr for par og 100 kr for firmaer.

 

Valg af formand

Nuværende formand Charlotte Thulstrup modtager genvalg.

 

Valg til bestyrelsen

På valg er kasserer Jørgen Myrup, sekretær Kirsten Pedersen, bestyrelsesmedlem Bente Pontoppidan og suppleant Jette Ellegren. Alle modtager genvalg, dog indtræder Jette Ellegren i bestyrelsen.
Suppleanter bliver Randi Jespersen som 1. suppleant og Lene Flensborg som 2. suppleant.

 

Valg af revisorer

Firmaet Beierholm fortsætter.

 

Evt.

Birgitte Josefsen har tilbudt at komme til et foredrag.

 

Afslutning

Charlotte afslutter med tak for interessen og de mange gode spørgsmål og en tak til Steen Vestergaard for dirigent-rollen.

Tak for en god generalforsamling.

Kirsten Pedersen
sekretær

Nordjysk Webdesign